Hvad er Frit Forum?

I Frit Forum Aalborg er der højt til loftet. Frit Forums idemæssige grundlag hviler på socialdemokratiske principper, og er tilknyttet Socialdemokratiet – dog ikke dogmatisk. Foreningen er tilknyttet universiteterne i Danmark, men afdelingerne fungerer som udgangspunkt autonomt, med et landskoordinerende studentersekretariat for formænd og næstformand fra hver afdeling. Denne varetager den nationale og internationale koordinering, indsats og udvikling. Vores medlemmer anbefales at søge indflydelse i bestyrelsen.


Foreningens primære formål er at søge og skabe debat i et frit forum mellem studerende på videregående uddannelser. Vi arrangerer således debatter, foredrag, konferencer og studieture. Vi er forpligtet til at bryde med tabuer, ingen emner må ignoreres eller nedprioriteres på grund af demagogiske præmisser og politisk korrekthed. Vi tager ofte fat i kontroversielle emner. Sidste år var vi i Edinburgh, hvor vi blandt andet besøgte det skotske parlament Desuden arrangeres hvert år en konference for alle Frit Forum afdelingerne.


Medlemmernes politiske overbevisning og forpligtelse overfor foreningen bygger på et fuldstændig frit individuelt grundlag. Der er således en broget skare af meninger, idepolitiske og filosofiske holdninger repræsenteret i Frit Forum Aalborg. FFA har i det seneste år har fremgang i medlemstal, aktiviteter og udbredelse.


Vedtægter

Vedtægter for Frit Forum Aalborg

Kapitel 1: Generelle vedtægter
Kapitel 2: Medlemmer
Kapitel 3: Bestyrelsen og dennes arbejde
Kapitel 4: Økonomi
Kapitel 5: Ikrafttræden mv.


Kapitel 1
Generelle vedtægter
§ 1 Foreningens navn er Frit Forum Aalborg, og har hjemsted Kastetvej 24, 9000 Aalborg.
§ 2 Foreningens primære formål er at søge og skabe debat i et frit forum mellem studerende på videregående uddannelser. Vi arrangerer således debatter, foredrag, konferencer og studieture. Vi har til hensigt at bryde med tabuer, ingen emner må ignoreres eller nedprioriteres på grund af politisk korrekthed. Endvidere bør det tilstræbes at opnå indflydelse på Aalborg Universitet og andre videregående uddannelser gennem valg til styrende organer.

Stk. 2 Herudover er der mulighed for nedsættelse af diverse udvalg enten på initiativ fra Studenter Sekretariatet (se § 4) eller bestyrelsen i Frit Forum Aalborg. Dette kunne eksempelvis være et studenterpolitisk udvalg, internationalt udvalg og lignende.

§ 2A Ingen kan uden bestyrelsens godkendelse offentliggøre en holdning til et emne på Frit Forum Aalborgs vegne. Der sigtes til, at der kun i forbindelse med studiepolitik eksisterer en fælles holdning fra Frit Forum Aalborg, hvilken forinden skal godkendes efter almindelig stemmeflerhed i bestyrelsen.

Stk. 2 Enhver er dog berettiget til at publicere egne holdninger uden forhåndsgodkendelse fra foreningen, men det understreges, at enkelte medlemmer aldrig kan tale på foreningens vegne, og bestyrelsen kan sanktionere eller ekskludere et medlem, hvis dette har misbrugt foreningens navn og virke.

Stk. 3 Frit Forum Aalborg er ikke forpligtet af holdninger og beslutninger truffet af DSU og Socialdemokratiet, og repræsenteres ikke af disse.

§ 3 I Frit Forum Aalborg er der højt til loftet. Frit Forums idemæssige grundlag hviler på socialdemokratiske principper, og har en nær tilknytning til Socialdemokratiet – dog ikke dogmatisk. Medlemmernes politiske overbevisning og forpligtelse overfor foreningen bygger på et fuldstændig frit individuelt grundlag.

Stk. 2 Foreningen hviler på et demokratisk grundlag, således at opbygning og beslutningsprocesser varetages ud fra demokratiske principper.

§ 4 Foreningen er uafhængig og suveræn i den forstand, at dens virke er uafhængigt af beslutninger, holdninger og lignende truffet af Socialdemokratiet og DSU.

Stk. 2 Frit Forum Aalborg er repræsenteret i Studenter Sekretariatet (SS), landsorganet for alle Frit Forum afdelinger. Frit Forum Aalborgs er suveræn i forhold til Studenter Sekretariatet, således at beslutninger vedrørende Frit Forum Aalborgs virke kun kan træffes af bestyrelsen i Frit Forum Aalborg. Formanden forpligter sig til at deltage i møder i Studenter Sekretariatet, og eventuelle næstformænd bør ligeledes opfordres til at deltage.


Kapitel 2
Medlemmer
§ 5 Alle der er indskrevne på videregående uddannelser, og sympatiserer med foreningens værdigrundlag, er optagelsesberettigede.

Stk. 2 Ikkeuddannelsessøgende på videregående uddannelser kan søge optagelse som støttemedlemmer, hvilket ikke er defineret efter alder.

§ 6 Der kan i særlige tilfælde ske eksklusion af medlemmer, hvis deres opførsel er i konflikt med eller til skade for foreningens virke.

§ 7 Både ordinære medlemmer og støttemedlemmer betaler et årligt kontingent, som indstilles af bestyrelsen, og vedtages på generalforsamlingen.

Stk. 2 Administration af kontingentet foretages af forbundsstyrelsen.


Kapitel 3
Bestyrelsen og dennes arbejde
§ 8 Foreningens forretningsudvalg er bestyrelsen, og denne varetager den daglige drift. Denne bestyrelse består foruden formanden af én kasserer samt 5 øvrige medlemmer.

Stk. 2 Bestyrelsen er selvsupplerende mellem generalforsamlinger.

Stk. 3 Eventuelle næstformænd konstitueres internt af den siddende bestyrelse.

Stk. 4 Bestyrelsen kan udvides til 7 medlemmer udover kasserer og formand, hvis dette bliver besluttet på generalforsamlingen.

§ 9 Der afholdes to årlige generalforsamlinger i henholdsvis andet og fjerde kvartal, hvor der er valg til foreningens bestyrelse. Indkaldelse sker på foranledning af formanden senest fire uger forinden.

Stk. 2 Ved disse valg har kun ordinære medlemmer stemmeret, og hver person har én stemme. Stemafgivning er ikke betinget af fysisk fremmøde, men kan foregå ved skriftlig tilkendegivelse. Stemmeretten er dog betinget af, at det pågældende medlem har betalt kontingent og ikke står i restancer med kontingentbetalinger.

Stk. 3 Valg til formand, kasserer og øvrige bestyrelsesmedlemmer foregår efter almindelig stemmeflerhed.

Stk. 4 Valgperioden er indtil næste generalforsamling, og der er ingen begrænsninger vedrørende genvalg.

Stk. 5 Kun ordinære medlemmer er opstillelsesberettigede. Den afgående bestyrelse kan dog dispensere, således at støttemedlemmer opnår valgbarhed.

Stk. 6 Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling udenom formanden i de tilfælde, hvor 4 bestyrelsesmedlemmer eller 10 ordinære medlemmer anmoder herom.

§ 10 Beslutninger truffet i bestyrelsen afgøres ved uenighed efter almindelig stemmeflerhed.

§ 11 Indkaldelse til bestyrelsesmøder sker på formandens foranledning, og med mindst 7 dages varsel.

Stk. 2 Hvis omstændigheder nødvendiggør kortere varsel end 7 dage, kan formanden gøre dette uden betydning for gyldigheden af indkaldelsen.

Stk. 3 Der tilsigtes 4 bestyrelsesmøder per semester.

§ 12 Kun foreningens formand og kasserer tegner i fællesskab foreningen i økonomiske og juridiske henseender, og står til enhver tid til ansvar for bestyrelsen.

Stk. 2 Visse beslutninger kræver dog bestyrelsens godkendelse, og dette er tilfældet hvor beslutningen vil få betydning for foreningens fortsatte virke og drift.

§ 13 Forslag til vedtægtsændringer kan fremlægges bestyrelsen til enhver tid, men ændringen kan kun finde sted ved den næstkommende generalforsamling, hvor ikke under 2/3 af fremmødet skal stemme for godkendelse.

Stk. 2 Forslaget skal dog fremsendes til foreningens formand senest to uger før generalforsamlingen.

§ 14 I tilfælde af formandens eller kassererens urettidige fratrædelse, konstitueres ny formand af bestyrelsen, der er gældende indtil næste generalforsamling.

Stk. 2 På samme måde konstitueres ny kasserer i tilfælde af fratrædelse i utide.


Kapitel 4

Økonomi

§ 15 Foreningens kasserer aflægger årsregnskab ved generalforsamlingen i fjerde kvartal, og regnskabsåret går fra 1/1 til 31/12. Der vælges 2 revisorer på generalforsamlingen, disse må ikke være en del af bestyrelsen. Årsregnskabet skal være udarbejdet i overensstemmelse med god regnskabsskik, og der skal foruden godkendelse på generalforsamlingen foretages revision af de to revisorer, der blev valgt på den seneste generalforsamling. Senest 1 uge inden generalforsamlingen skal de to revisorer have modtaget et udkast til årsregnskabet, samt kontoudskrifter fra regnskabsåret. Revisorerne skal inden generalforsamlingen have godkendt regnskabet, og hvis dette ikke sker, skal hele regnskabet inklusiv kontoudtog fremlægges på generalforsamlingen til godkendelse.

§ 16 Anvendelse af foreningens midler kan kun finde sted i de tilfælde, bestyrelsen har godkendt udgiften.
Stk. 2 Udgifter til oplægsholdere og lignende tilbagevendende udbetalinger under kr. 500,-foregår dog direkte gennem foreningens kasserer.

Stk. 3 Kassereren skal have fuldmagt fra bestyrelsen, når denne tiltræder.


Kapitel 5

Ikrafttræden mv.

§ 17 I tilfælde af ophør af foreningen, må de rastende midler tilfalde Studenter Sekretariatet, som herefter vil råde egenrådigt over midlerne.

§ 18 Nærværende vedtægter træder i kraft efter vedtagelse på generalforsamlingen, og er således gældende efter den 16. December 2010.